|
|
ANKENÆVNETS KOMPETENCE
§ 1 Stk. 1. Ankenævnet behandler klager over tilstandsrapporter udfærdiget af beskikkede bygningssagkyndige i henhold til bekendtgørelsen om huseftersynsordningen, med de begrænsninger, der følger af denne, samt tager stilling til den bygningssagkyndiges ansvar. Ankenævnet tager stilling til samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.
Stk. 2. Klage kan indbringes af køberen eller sælgeren af den ejendom, tilstandsrapporten vedrører. Klage kan dog ikke indgives af erhvervsdrivende, der har solgt eller købt ejendommen som led i deres erhverv.
Stk. 3. Klage kan indgives mod den beskikkede bygningssagkyndige, der har udfærdiget tilstandsrapporten.
Stk. 4. Aftaler om, at retstvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klage kan indgives til ankenævnet.
§ 2 Stk. 1. Ankenævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Stk. 2. Ankenævnet kan ligeledes afvise at behandle en klage, hvis klagen på grund af sin vanskelige eller principielle juridiske karakter eller på grund af usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger, eller af andre særlige grunde skønnes uegnet til ankenævnsbehandling.
§ 3 Stk. 1. Ankenævnet kan ikke behandle sager, som er afgjort ved endelig dom, gyldigt bindende voldgift eller retsforlig eller sager, der kan forventes afgjort i forbindelse med en straffesag.
Stk. 2. Voldgiftskendelse er kun bindende, såfremt forbrugeren forinden kendelsens afsigelse er blevet orienteret om muligheden for ankenævnsbehandling.
Stk. 3. Så længe en sag verserer for ankenævnet, kan klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene eller voldgiftsret om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 4. Hvis en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den indbragt for ankenævnet, hæver retten sagen og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.
Stk. 5. Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren ønsker den indbragt for ankenævnet, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af nævnet.
§ 4 Stk. 1. Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
HABILITET § 5 Stk. 1. Ingen må deltage i behandlingen af en sag i ankenævnet, når
a) vedkommende selv enten har særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
b) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller sidelinje så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
c) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed.
Stk. 2. Den, for hvis vedkommende nogen af de ovennævnte forhold foreligger, skal omgående underrette ankenævnets formand herom.
Stk. 3. Ankenævnets formand træffer beslutning om, hvorvidt en person ikke kan medvirke i behandlingen af en sag som følge af nærværende bestemmelse.
INDGIVELSE AF KLAGE OG SAGENS OPLYSNING § 6 Stk. 1. Klager indbringes for ankenævnet på en af ankenævnet udfærdiget formular.
Stk. 2. En klage skal forud for indbringelsen for ankenævnet forelægges den beskikkede bygningssagkyndige, som har udfærdiget den rapport, klagen vedrører.
Stk. 3. En klage, der indsendes til ankenævnet, men som henhører under et andet privat klage- eller ankenævn eller under Forbrugerklagenævnet, videresendes af sekretariatet hertil. Henhører klagen ikke under et godkendt privat klage- eller ankenævn eller Forbrugerklagenævnet, kan klageren henvises til at anlægge sag ved de almindelige domstole, i hvilken forbindelse sekretariatet oplyser klageren om muligheder for retshjælp og fri proces samt dækning af sagsomkostninger over en eventuel retshjælpsforsikring.
Stk. 4. Oversendes en ved retten eller voldgiftsret anlagt sag til ankenævnet efter klagerens anmodning, skal klageren hermed anses for at have indbragt sagen for nævnet. § 7 Stk. 1. Er det utvivlsomt, at sagen falder uden for nævnets kompetence og dermed ikke kan behandles af ankenævnet, giver sekretariatet klageren meddelelse herom og begrunder overfor klageren denne afgørelse. Klageren gøres samtidig opmærksom på, at afgørelsen vil kunne indbringes for nævnet, hvilket sker ved sekretariatets foranstaltning, såfremt klageren fremsætter ønske herom.
§ 8 Stk. 1. En modtagen klage forelægges straks for den indklagede beskikkede bygningssagkyndige, der opfordres til at fremkomme med en udtalelse. Den bygningssagkyndiges forsikringsselskab orienteres samtidig om klagen. Når sekretariatet har modtaget den bygningssagkyndiges udtalelse om forholdet, forelægges denne for klageren, der ligeledes opfordres til at fremkomme med en udtalelse.
Stk. 2. Sekretariatet fastsætter en frist på normalt 10 arbejdsdage for parterne til at afgive ovennævnte udtalelser og de i § 9, stk. 4, nævnte udtalelser, som sekretariatet finder påkrævet at indhente. Fristen regnes fra datoen for sekretariatets anmodning til parterne om en udtalelse.
Stk. 3. Hvis den bygningssagkyndige ikke er fremkommet med en udtalelse inden fristens udløb, kan sekretariatet sende sagen til behandling i ankenævnet, der kan beslutte af træffe afgørelse i sagen på det i øvrigt foreliggende grundlag.
§ 9 Stk. 1. Sekretariatet drager omsorg for sagens oplysning og henviser herunder snarest efter modtagelsen af parternes indlæg eller udløbet af den i § 8, stk. 2, anførte frist om nødvendigt til en af ankenævnet udpeget syns- og skønsmand, der efter besigtigelse af den pågældende ejendom afgiver erklæring om sagen. Endvidere fremskaffer sekretariatet af egen drift det fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen. Sekretariatet vejleder i fornødent omfang parterne om deres retsstilling.
Stk. 2. Såvel sekretariatet som syns- og skønsmanden kan afkræve parterne sådanne oplysninger, som måtte anses for nødvendige for sagens behandling.
Stk. 3. Sekretariatet og/eller syns- og skønsmanden kan med nævnsformandens tilslutning mægle forlig mellem parterne. Sekretariatet skal til hvert af nævnsmøderne fremlægge en oversigt over de forlig, der siden sidste møde i ankenævnet er indgået ved sekretariatets og/eller syns- og skønsmandens medvirken. Oversigten skal indeholde en kort angivelse af forligets indhold.
Stk. 4. Parterne skal have lejlighed til at udtale sig om syns- og skønsmandens erklæring og eventuelle andre oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Ankenævnet kan beslutte, at der skal foretages supplerende besigtigelse, hvis det på baggrund af de fremkomne udtalelser skønnes at være nødvendigt.
Stk. 5. Inden afsendelsen af en sag til en syns- og skønsmand underretter sekretariatet klageren om de i § 14 nævnte omkostninger og regler. Herefter afgiver klageren skriftlig erklæring om, hvorvidt sagen ønskes viderebehandlet.
§ 10 Stk. 1. Sekretariatet afslutter sagen, hvis den bygningssagkyndige under sagens forberedelse opfylder forbrugerens krav. Det samme gælder, hvis forbrugeren frafalder sin klage.
§ 11 Stk. 1. Sager, der ikke er blevet afsluttet under den forberedende sekretariatsbehandling, behandles i ankenævnet.
GEBYR OG OMKOSTNINGER § 12 Stk. 1. Ingen af parterne betaler omkostninger ved nævnsbehandlingen til den anden part.
§ 13 Stk. 1. Samtidig med klagens indbringelse indbetales til sekretariatet et klagegebyr på kr. 275,-, der tilbagebetales, hvis klagen ikke behandles i ankenævnet, eller hvis ankenævnet giver klageren helt eller delvist medhold i klagen.
§ 14 Stk. 1. Ankenævnet kan beslutte, at klager skal betale omkostninger for ankenævnets udgifter til syn og skøn, jf. § 9, såfremt der ikke gives klager medhold i klagen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte omkostninger kan ikke overstige kr. 3.500,- inkl. moms.
Stk. 3. Nævnet kan beslutte, at den bygningssagkyndige skal betale omkostninger til syn og skøn i sager, hvor klager har fået medhold i et eller flere klagepunkter. Ankenævnet vurderer i forbindelse med sagens behandling, i hvilken grad klager har fået medhold og fordeler som hovedregel omkostningerne til syn og skøn mellem parterne i henhold til graden af medhold.
NOTE: Omkostningerne til syn og skøn fordeles som hovedregel efter det antal klagepunkter, klager har fået medhold i. Har klager fået medhold i op til 1/3 af sine klagepunkter, kan ankenævnet beslutte at den bygningssagkyndige skal betale 1/3 af omkostningerne til syn og skøn. Har klager fået medhold i mellem 1/3 og 2/3 af sine klagepunkter, kan den bygningssagkyndige tilsvarende idømmes at betale 2/3 af omkostningerne. Har klager fået medhold i mere end 2/3 af sine klagepunkter, kan den bygningssagkyndige idømmes alle omkostninger til syn og skøn.
Ankenævnet kan afstå fra at anvende opgørelsen efter klagepunkter i sager, hvor der er en betydelig ubalance mellem graden af medhold målt på antal klagepunkter og graden af medhold mål efter tilkendt erstatning. I sådanne sager anlægger ankenævnet en fordeling af omkostningerne til syn og skøn, som tager udgangspunkt i såvel antal klagepunkter som graden af økonomisk medhold. Sådanne afgørelser begrundes konkret overfor sagens parter.
Undtagelsesvist kan ankenævnet fordele omkostningerne efter andre principper end ovenstående. Årsagen til, at man afviger fra ovenstående principper, skal da begrundes konkret overfor sagens parter.
Nærværende bestemmelse revurderes af organisationerne et år efter reglernes ikrafttrædelse.
ANKENÆVNETS AFGØRELSER § 15 Stk. 1. Ankenævnets afgørelse af de enkelte sager træffes på et møde, hvori formanden, alternativt næstformanden, og et ligeligt antal repræsentanter fra forbruger- og erhvervsinteresser deltager. Ankenævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og mindst én forbrugerrepræsentant og én erhvervsrepræsentant er til stede. Såfremt der er et ulige antal medlemmer til stede, har repræsentanten fra den side, der er i undertal, 2 stemmer.
Stk. 2. Ankenævnet kan bestemme, at syns- og skønsmændene skal deltage i nævnsmøderne uden stemmeret.
Stk. 3. Sagens parter kan tilkaldes til nævnsbehandlingen, hvis ganske særlige omstændigheder taler herfor. Syns- og skønsmændene og parterne må ikke være til stede under voteringen.
Stk. 4. En repræsentant for Forbrugerstyrelsen skal have adgang til at deltage i ankenævnets møder uden stemmeret.
Stk. 5. Der udarbejdes referat og beslutningsprotokol fra ankenævnets møder.
§ 16 Stk. 1. Ankenævnets enkelte medlemmer skal have adgang til samtlige oplysninger i de enkelte sager.
§ 17 Stk. 1. Ankenævnet træffer afgørelse på det af sekretariatet tilvejebragte grundlag, herunder spørgsmål om betaling af gebyrer og omkostninger. Ankenævnet kan beslutte at udsætte sagens behandling med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser træffes med simpelt stemmeflertal efter en juridisk og fagmæssig bedømmelse af sagens omstændigheder.
§ 18 Stk. 1. Ankenævnet indkaldes af formanden.
Stk. 2. Ankenævnet holder, hvis der er sager til behandling, møder mindst én gang i kvartalet eller oftere efter formandens nærmere bestemmelse.
§ 19 Stk. 1. Ankenævnets afgørelser og forlig er skriftlige og udsendes til klageren, den bygningssagkyndige, dennes ansvarsforsikringsselskab, samt sekretariatet for Huseftersynsordningen senest 10 arbejdsdage efter afgørelsen.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser skal ledsages af en begrundelse. Dissenser skal begrundes og anføres i afgørelsen.
Stk. 3. Forlig skal underskrives af parterne samt af ankenævnets formand eller den, formanden bemyndiger hertil.
Stk. 4. Afgørelser skal underskrives af ankenævnets formand eller den, han bemyndiger hertil.
Stk. 5. Hvis klagegebyret skal tilbagebetales, jf. § 13, stk. 1, skal dette fremgå af afgørelsen.
Stk. 6. Pålægges klager omkostninger til syn og skøn, jf. § 14. stk. 1 og 2, skal dette fremgå af afgørelsen.
Stk. 7. Såfremt den bygningssagkyndige skal betale et beløb for sagens behandling, jf. § 14 stk. 3, skal dette fremgå af afgørelsen.
§ 20 Stk. 1. Ankenævnet kan bemyndige formanden til på ankenævnets vegne at afvise sager, som ikke skønnes egnede til behandling ved ankenævnet samt til at træffe afgørelser i visse klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Stk. 2. Afvisning af sager skal ledsages af en begrundelse sammen med oplysning om mulighed for at indbringe sagen for domstolene samt om muligheden for at få retshjælp og/eller søge fri proces.
Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 17, stk. 2, sidste led, 19, 21, 23 og 24, finder tilsvarende anvendelse på formandsafgørelser.
Stk. 4. Sager, hvori formanden har truffet afgørelse på nævnets vegne, skal forelægges på næstkommende nævnsmøde. Hvert af nævnets medlemmer kan på dette møde beslutte, at sagen skal undergives almindelig nævnsbehandling.
EFTERLEVELSE AF ANKENÆVNETS AFGØRELSER § 21 Stk. 1. Den bygningssagkyndige giver, jf. bekendtgørelse om huseftersynsordningen § 9, nr. 12 afkald på at anfægte rigtigheden af en ankenævnsafgørelse, medmindre der inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen skriftligt er givet meddelelse til nævnet om, at den bygningssagkyndige ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Det samme gælder for den bygningssagkyndiges ansvarsforsikringsselskab.
§ 22 Stk. 1. Ankenævnet fastsætter en frist på normalt 30 dage til opfyldelse af afgørelsen eller forliget.
§ 23 Stk. 1. Parterne modtager kopi af afgørelsen eller forliget.
Stk. 2. Begge parter skal underrettes om muligheden for indbringelse af sagen for domstolene, om retshjælp, fri proces eller dækning af sagsomkostninger gennem eventuel retshjælpsforsikring. Endvidere skal parterne have tilsendt vejledning om tvangsfuldbyrdelse, muligheden for genoptagelse og forbrugerens mulighed for at få Forbrugerstyrelsen til at udtage stævning på forbrugerens vegne samt dække visse omkostninger til en retssag.
Stk. 3. Er sagen indbragt for ankenævnet ved rettens eller voldgiftsrettens oversendelse, sender ankenævnet straks en kopi af afgørelsen eller forliget til retten.
Stk. 4. Ankenævnet tilsender hvert kvartal Forbrugerstyrelsen en kopi af ankenævnets afgørelser, herunder afvisninger samt kopi af de ved ankenævnet indgåede forlig
TVANGSFULDBYRDELSE
§ 24
Stk. 1. Nævnets afgørelse i klagesagen kan tvangsfuldbyrdes i forhold til den bygningssagkyndige efter udløbet af 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen, medmindre den bygningssagkyndige forinden har givet skriftlig meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
Stk. 2. En anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse skal være bilagt den nævnsafgørelse, der danner grundlag for anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, og en erklæring fra nævnet om, at den bygningssagkyndige ikke inden for 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen har meddelt, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
INFORMATION OG OFFENTLIGGØRELSE § 25 Stk. 1. Ankenævnet har en hjemmeside, som indeholder de væsentligste informationer om ankenævnet og dets formål, herunder kompetence, klageadgang, sagsbehandlingstid samt udvalgte afgørelser.
Stk. 2. Klagers navn anonymiseres ved afgørelsens offentliggørelse på hjemmesiden. Den bygningssagkyndiges navn anonymiseres når klager ikke har fået medhold i klagen.
§ 26 Stk. 1. Ankenævnet udarbejder en liste med navne på de bygningssagkyndige, som ikke inden 30 dage efter afgørelsens dato efterlever nævnets afgørelser eller har givet meddelelse om, at de ikke vil efterleve nævnets afgørelser. Listen skal offentliggøres på ankenævnets hjemmeside.
Stk. 2. Såfremt en afgørelse er indbragt for retten, kan offentliggørelse ikke ske, før endelig afgørelse fra retten foreligger.
Stk. 3. Såfremt der er sket offentliggørelse af navnet på en bygningssagkyndig, og afgørelsen efterfølgende efterleves, skal oplysningerne om den bygningssagkyndige slettes fra listen.
Stk. 4. Oplysninger om en sag kan ikke fremgå af listen i mere end et år.
§ 27 Stk. 1. Enhver kan ved henvendelse til ankenævnets sekretariat forlange at blive gjort bekendt med ankenævnets afgørelser, hvis disse kan identificeres. Navne på klagerne anonymiseres. Den bygningssagkyndiges navn skal anonymiseres, når klager ikke har fået medhold i klagen.
Stk. 2. Sekretariatet kan enten ved fotokopi eller elektronisk fremsende kopi af afgørelser. Sekretariatet kan til dækning af omkostningerne fastsætte et gebyr for udlevering af fotokopier.
§ 28 Stk. 1. Ankenævnet udfærdiger en årsberetning som offentliggøres. I årsberetningen oplyses om aktiviteterne i det forløbne år og administration i øvrigt. Der skal tillige oplyses om efterlevelsesprocent på afgørelserne. Årsberetningen skal være færdig, så den senest 1. april kan fremsendes til foreningens medlemmer samt til Erhvervs- og Byggestyrelsen.
GENOPTAGELSE § 29 Stk. 1. Formanden kan beslutte, at en sag, hvori ankenævnet har truffet afgørelse, eller hvori forlig er indgået for ankenævnet, skal genoptages, hvis særlig grunde taler herfor, herunder navnlig i tilfælde af a. lovligt forfald hos en part, som ikke har ytret sig i sagen, b. nye oplysninger, som, hvis de havde foreligget under nævnsbehandlingen, må antages at ville have medført et andet udfald af sagen.
Stk. 2. En anmodning fra den bygningssagkyndige om genoptagelse af klagesagen, der er indgivet skriftligt til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen, har opsættende virkning. Fristen på 30 dage regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor nævnet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.
Stk. 3. Anmodninger om genoptagelse, der indgives af den bygningssagkyndige senere end 30 dage efter forkyndelsen, afvises.
REGELÆNDRINGER § 30 Stk. 1. Til vedtagelse af ændringer af nærværende regler kræves enighed mellem de stiftende organisationer. Regelændringer skal godkendes af Økonomi- og erhvervsministeren.
IKRAFTTÆDELSE
§ 31
Stk. 1. Nærværende regler finder anvendelser på klager indbragt for nævnet efter 1. marts 2010.
|